Det Rigtige Match! logo

Nogen at tale med

Andet

Alle mennesker har brug for nogen at tale med. Både når livet er en fest, og når det ikke er til at holde ud. Ingen af os kan være alene med alt det, som hjertet er fuldt af. Somme tider må vi have nogen at dele det med. Derfor har vi nu åbnet et samtale-forum, hvor alle kan være med - uanset alder.

4/5/2024, 8:00:00

Det er Ældresagen der indbyder, og vi mødes i Kulturhuset, Stenlille den 1. og 3. fredag i hver måned (undtagen juli-august) kl. 10 – 12. Alle er meget velkommen, også uden tilmelding. For kaffe betales 10 kroner.

'Nogen at tale med' er et åbent og fordomsfrit fællesskab, hvor vi kan udveksle erfaringer om alt det, der betyder noget i vores liv. Et fortroligt rum, hvor vi trygt kan tale sammen, som blandt venner. Her er ingen formand, der styrer efter et forud fastlagt møde-program. Undertegnede er bare tovholder og moderator, der sørger for, at alle kommer til orde efter behov - en ad gangen. Deltagerne bestemmer selv, hvad de har brug for at tale om. Så vi starter mødet med at drikke morgenkaffe og aftale den fornødne dagsorden. Og for den gode og personlige samtale er det vigtigt, at vi kun er en lille kreds, hvor alle kan se og høre hinanden. Kom og vær med i kredsen, hvor vi har tid at være sammen og høre på hinanden! Med to ører og kun én mund.


Jette Østergaard-Jensen & Viggo Jørgensen

Mindre gruppe
Stenlille
Kørestolsbrugere